Lilleheden.dk
Danmark Tyskland England Nederland Polen Japan

 
 | Hvorfor Limtræ? | Hvad er Limtræ? | CE-mærket | Miljøcertificeret | Gran | Lærk | Fyr | Limtræets styrke | Lim | Vægt | Lameltykkelse | Tværsnit | Bredder | Højder | 


Hvorfor Limtræ?

Limtræ anvendes i dag til forskellige konstruktioner. Størstedelen af det limtræ der sælges i dag anvendes til nybyggeri, frem for alt industribygninger, skoler osv., men limtræ er indenfor de seneste år blevet et så bredtfavnende materiale, at det også har fundet anvendelse indenfor kirker, legepladser, brobygning, parkeringshuse, el-master og meget andet.

Træets velkendte kvaliteter kendetegner også limtræ. Limtræ er lige så indbydende, varmt og ægte som det træmateriale, det er fremstillet af. Træet har desuden sammen med andre naturmaterialer genvundet sin popularitet og bruges i stigende grad inden for byggeriet.

I bærende konstruktioner anvendes limtræ som et styrke- og karakterskabende element. Det kan fremstilles i individuelle former, rette eller svungne, store eller små.

Materialets farver tilfører bygværket et lyst og farvemæssigt mildt islæt. I samspil med andre naturmaterialer kan limtræ medvirke til et godt indeklima, og dermed til et godt opholds- og arbejdsklima.

Moderne limtræsteknik i kombination med træmaterialets gode holdbarhedsegenskaber gør limtræ til et højt kvalificeret konstruktionsmateriale med unikke egenskaber:



Limtræ er formbart
Da limtræ oplimes af tynde, bøjelige lameller, kan det let fremstilles i krumme former, hvilket ofte vil være kostbart i andre konstruktionsmaterialer. Dette giver gode muligheder for fremstilling af buer og rammer. Med disse optimale konstruktionsformer er det muligt at spare træ og samtidigt opnå enkle arkitektoniske løsninger.

Selv ved tilsyneladende rette limtræsbjælker med konstant tværsnitshøjde udnyttes limtræets formbarhed ved at give bjælkerne pilhøjde. Bjælkerne oplimes med den ønskede pilhøjde ved at lægge nogle formstykker i spændebænken. En fordel, der ikke er specielt fordyrende, men som sikrer fald på taget eller et spændstigt materiale.



Limtræ kan tilpasses
Limtræsbjælker kan fremstilles netop i den dimension, der ønskes. Normalt er det dog en fordel at vælge limtræsbjælkens højde, så den kan oplimes af et helt antal lameller.

Tværsnitsdimensionerne kan med fordel afpasses efter behov, f.eks. stor højde, hvor der er stor belastning - stort moment. Det giver gode muligheder for at skabe fald på tagfladen, samtidigt med at loftet holdes vandret, som eksempel hertil kan nævnes pultbjælker og sadelbjælker.



Limtræ er stærkt
Da limtræ er oplimet af mange sorterede lameller, vil evt. vækstfejl i træet blive jævnt fordelt over bjælketværsnittet, og derfor give limtræ stor styrke. Af trænormen fremgår, at limtræskvaliteten har styrketal, der er mere end dobbelt så store som de, der gælder for den normalt anvendte tømmerkvalitet.



Limtræ er let
I kombination med andre træmaterialer, kan der af limtræ udføres lette konstruktioner, som er velegnet til store, frie spænd. Store søjlefri arealer giver industri- og lagerbygninger fleksibilitet og høj brugsværdi.

Den lave egenvægt sparer ofte kranleje, fordi de fleste limtræskonstruktioner kan monteres ved hjælp af lastvognskraner. Selv ved montage af store konstruktioner er der kun behov for lettere mobilkraner.



Limtræ er modstandsdygtigt
Fra naturens hånd er træ og dermed limtræ modstandsdygtigt over for aggressive luftarter og salte. Dette er en væsentlig årsag til at svømmehaller samt lagerhaller til salt og kunstgødning ofte udføres af limtræ samlet med korrosionsbestandige beslag og forbindelsesmidler. Ofte anvendes forzinket stål og til tider rustfrit stål.

Alt limtræ sammenlimes med vandfast og vejrbestandigt lim - melaminlim - med mindre andet anbefales. Er limtræet beskyttet ved en gennemført konstruktiv træbeskyttelse, kombineret med en god vandafvisende overfladebehandling, kan det anvendes til udendørs konstruktioner.



Limtræ er modstandsdygtigt overfor brand
Limtræ i svære dimensioner brænder dårligt. Brand i en limtræsbjælke går ud af sig selv, med mindre den påvirkes direkte af flammer. Det forkullede lag beskytter bjælken mod videre indebrænding. Den uforkullede del af limtræsbjælken bevarer sin bæreevne under en brand. Mens andre materialer har tilbøjelighed til at kollapse, når temperaturen under en brand når en vis højde, har træet den branddrøjelighed, som bevarer konstruktionens stabilitet i længere tid. Limtræskonstruktioner kan derfor gøres overordentligt brandstabile og kan dermed opfylde myndighedernes krav til branddrøje konstruktioner.



Limtræ er isolerende
Træets varmeledningsevne er ringe. Det gør materialet behageligt i både kulde og varme. Det giver mulighed for enkle konstruktionsløsninger. F.eks. kan en limtræsbjælke føres gennem ydervæggen uden det medfører kondensproblemer, mørkfarvning af overflader eller uønsket varmetab.



Limtræ er let at tildanne og samle
Limtræ kan tildannes på byggepladsen og alle justeringer kan derfor foretages hurtigt. Ofte vil det dog være fordelagtigt at lade Lilleheden A/S færdigbearbejde limtræskonstruktionerne, så de kan indgå som præfabrikerede komponenter. Limtræskonstruktioner indpasses let i det industrielle byggeri med deres præcise udførelse, store færdiggørelsesgrad og dermed hurtig montage.

Lagerbjælker i limtræ
Lilleheden A/S - Hovedvejen 114 - DK-9850 Hirtshals - Tel.: +45 88 96 92 00 - Fax: +45 88 96 92 50 - post@lilleheden.dk