|
 |
Den danske limtræsproducent har foretaget en række strukturændringer på sine eksportmarkeder og brander navnet Lilleheden som en international virksomhed.
En lille rundrejse i Lilleheden vidner om, at den danske limtræsproducent har klædt sig på til en international fremtid med vækst for øje på en række europæiske markeder.
- Vi har i løbet af det seneste år arbejdet målrettet på gennemførelsen af en række strukturændringer på de europæiske markeder, vi opererer på. Der er tale om branding af Lillehedens gode navn og renommé igennem etablering og udvidelse af egne selskaber i en række lande, fortæller salgschef Chr. Esbensen.
Tyskland Lilleheden GMBH er rykket ind i nye kontorer i Verden uden for Bremen. Chr. Esbensen er geschäftsführer og har netop ansat Hardy Wulf som projektsælger på det tyske marked, der stadigvæk er præget af afmatningen i den tyske økonomi.
- Vi har imidlertid stadigvæk tro på mulighederne på markedet og satser på at øge salget af standardhaller og projekter. Desuden er vi indstillet på at fastholde og udbygge vores position i markedet for lige bjælker i Schleswig-Holstein. Den stærke position er opbygget via et enestående leveringskoncept, der betyder, at man kan få leveret i samme uge, hvis man bestiller inden tirsdag, fortæller Chr. Esbensen.
Holland Det samme leveringskoncept rækker også ind i Holland, hvor Lilleheden har etableret sig med eget selskab, Lilleheden B.v. i Silvolde i det nordlige Holland. Her har Lilleheden ansat Mirjam Koning som salgskonsulent. Hun har tidligere arbejdet for en hollandsk producent og har et indgående kendskab til markedet. Hun skal sammen med en ekstern sælger arbejde på at forøge salget af standardbjælker, og det hollandske marked har reageret positivt på, at Lilleheden nu agerer selvstændigt i markedet og ikke som tidligere igennem agent.
England Lilleheden Ltd. i Barnsley nord for Manchester i England udvikler sig fortsat i et marked i vækst under ledelse af Malcolm Vaughton. Her er gennemført en række store projekter i år, og der er etableret et meget tæt samarbejde mellem selskabet og hovedsædet i Hirtshals, hvor den største erfaring og ekspertise ligger. Ansvaret for det tætte samarbejde er lagt i hænderne på projektchef Klaus Thomsen. Lilleheden Ltd. har nu seks fastansatte medarbejdere i Barnsley.
Polen Lilleheden SP. z.o.o. opererer i Polen med udgangspunkt i Østersøbyen Gdynia. Direktør Marek Ciecielkski og hans tre medarbejdere har igennem mange års ihærdig indsats gjort Lilleheden til en kendt og respekteret aktør på et marked, der har været præget af op- og nedture siden kommunismens fald. Nu peger pilen opad, og det går godt med projektsalget af især halbyggerier til kultur- og idrætsformål.
Rumænien Lilleheden har øget sin ejerandel af det rumænske selskab Glulam Romania til 70% igennem opkøb af aktier fra IØ-fonden. Ivar Jensen, der tidligere har deltaget i opbygningen af Pondus-fabrikken i Letland, er blevet ansat som daglig leder, og der forventes en fremgang i produktion og salg, der kan resultere i balance i det kommende år.
Danmark Moderselskabet i Hirtshals kan se tilbage på et år med forbedret omsætning og indtjening. Øget efterspørgsel på projekter har senest resulteret i ansættelse af to civilingeniører, Camilla Nielsen og Thomas O. Nielsen, i projektafdelingen. De to nyansatte skal også arbejde med projekter fra selskaberne i udlandet.
Væksten skyldes naturligvis det danske byggeboom og i den forbindelse, at Lilleheden har været gearet til vækst. I et marked, hvor tid spiller en stadig større rolle, har Lillehedens leveringskoncept, E-handel og elektronisk dataoverførsel, haft voksende betydning.
Sverige-Norge - Seneste skud på udviklingsstammen hos Lilleheden er bestræbelser på at få fodfæste på markederne i Sverige og Norge. Ansvaret for dette projekt er lagt i hænderne på Carsten Lund Madsen, der får til opgave at opbygge et net af gode forhandlere, der er interesseret i at lagerføre, sælge og distribuere vores sortiment af standardbjælker, siger Chr. Esbensen. |
|  | | Byggeboom i Danmark giver travlhed på Lilleheden. Her bygges eksklusive havnehuse i massivt limtræ ved Vejle Fjord. |
| Et nyt læs på vej. Lillehedens position i Schleswig-Holstein skyldes et effektivt leveringskoncept. |
| Bushloe High School i Leicestershire i England bygges i en flot konstruktion i limtræ. |
| Lilleheden forventer fremgang i salg og produktion i Rumænien i 2006. |
 |
 |
|
 |