Fra savværk til limtræsproducent

Få et unikt indblik i den rejse, der har gjort Lilleheden til det, vi er i dag: fra de tidlige år med Hirtshals havn, over de første eksperimenter med limtræ, til ikoniske projekter og transporten af store konstruktioner ud i landet.

Fra fiskekasser til limtræ 
I årene op til 1930 var Hirtshals i rivende udvikling med byggeriet af havnen. Tømrermester N. P. Nielsen arbejdede som maskinsnedker på havnebyggeriet fra 1922 til havnens indvielse i 1930.

Den 13. september 1930 grundlagde N. P. Nielsen og tømrermester Bentzon Lilleheden Savværk. Hovedproduktet var fiskekasser til den lokale fiskeindustri, men savværket udvidedes hurtigt med tømmerhandel – indtil 2. verdenskrig satte en midlertidig stopper for væksten.

I slutningen af 30’erne kom næste generation med, da N. P. Nielsens sønner Kaj og Georg blev udlærte som tømrere og herefter hurtigt tog aktiv del i virksomheden.

Det var netop Kaj og Georgs eksperimenter med limtræ, der blev begyndelsen på det Lilleheden, vi kender i dag.



De første eksperimenter med buet limtræ og vandfast lim


Starten på limtræseventyret
I 2. verdenskrigs kølvand var erhvervslivet præget af usikkerhed, men fra 1946 til 1956 eksperimenterede Kaj og Georg Nielsen hos Lilleheden med limtræskonstruktioner.

Kaj havde efter et halvt år på Stockholms Tekniske Institut fået mod på mere komplekse konstruktioner. Han købte aktier i faderens savværk og var med til at sætte skub i firmaets udvikling.

Ét af de mest succesfulde produkter var drivhuse med buet limtræ limet sammen af vandfast lim – en ny konstruktionstype, som hurtigt blev populær og viste limtræets store potentiale.

Drivhusene blev mere end en god forretning. De blev begyndelsen på det, vi i dag kender som Lilleheden. 



Hjørring Badmintonhal - Lillehedens første store limtræsprojekt
 

De første store projekter i limtræ
Men hvordan gik vi fra små eksperimenter til de første store byggerier i limtræ? Det skete i 1956, og det første projekt står der faktisk endnu.
I Hjørring står nemlig en badmintonhal, som gemmer på et vigtigt stykke Lilleheden-historie.

Hjørring Badmintonhal blev opført i 1956-57, med inspiration fra Lillerød Badminton Hal, og var Lillehedens allerførste projekt med limtræsbuer. Limtræsbuer var dengang en nyskabelse, og det var vildt at bygge så stort med træ. Men det virkede over al forventning og hallen er stadig i brug i dag. 

Samtidig blev hallen startskuddet til etableringen af Limtræ Lilleheden - Danmarks første limtræsfabrik.



Kaj Nielsen - grundlægger af Limtræ Lilleheden


Fra pionerånd til limtræsarv 
I 1956 blev Limtræ Lilleheden grundlagt som en forlængelse af Hirtshals Savværk, og med etableringen af fabrikken i 1962 i Hirtshals tog udviklingen for alvor fart.

Kaj Nielsen trådte ind som direktør og blev den drivende kraft bag fabrikken og de første årtiers udvikling.

I 1960’erne fik limtræ for alvor sit gennembrud i byggeriet med styrke, formbarhed og holdbarhed. Lilleheden leverede elementer til banebrydende og smukke projekter i hele Danmark og var med til at sætte sit præg på den nye måde at bygge på, hvor træets muligheder for alvor blev udforsket.



Limtræsbyggeri i 1960'erne - her Det danske Trælastkompagni i Aarhus 


I 1970 blev hovedbygningen på Hovedvejen 114 opført, og her ligger vi stadig i dag.

Hvor mange andre limtræsfabrikker er kommet og gået, har Lilleheden formået ikke kun at overleve, men også udvikle sig gennem årtier.
 



Limtræsbuer i buebænken
 

Men historien slutter ikke her. Den fortsætter hver dag på fabrikken i Hirtshals, hvor vi fortsat er dedikerede på at udvikle limtræ til fremtidens byggeri.